Debatindlæg i Berlingske

Fortegnet billede: »Åh nej, mor, skal vi i kirke juleaften, det orker jeg altså ikke!« Jeg ser undrende på min niårige datter, der godt kan mærke, at det kræver en ekstra forklaring.

»Jamen, altså, vi har simpelthen været så meget i kirke med skolen her på det seneste og hørt så meget om Gud og Jesus,« stønner hun. Hun har ret. Mine børns folkeskole er spækket med kristendom. Krybbespil, adventshistorier og høstgudstjeneste. Salmer, Sankta Lucia og breve med hjem i skoletasken med tilbud om kirkegang og dåbsoplæring. Og det er vel at mærke en gennemsnitlig københavnsk folkeskole, hvor cirka en fjerdedel af børnene er tosprogede og har rødder i mange forskellige dele af verden.

Jeg har ikke noget problem med, at de kristne traditioner fylder i skolens hverdag. Til gengæld er jeg dødhamrende træt af, at der fra tid til anden tegnes et billede af, at de nye danskere kommer anstigende og kræver særbehandling, og at danske folkeskoler presses til at droppe kristne traditioner som salmesang og krybbespil. Det er simpelthen ikke et billede, jeg kan genkende. Tværtimod synes jeg, at forældre med en anden religion er meget tolerante over for den store mængde kristendom, der proppes ned i halsen på deres børn.

I min datters klasse integreres kristendomsundervisningen i vidt omfang med de andre fag. For eksempel arbejdede man i 2. klasse med et stort påsketema, der strakte sig over flere uger og involverede mange fag. Afslutningen foregik nede i kirken, hvor alle børnene blandt andet fik nadverbrød og saftevand. Jeg husker tydeligt billederne på Forældreintra, hvor de muslimske børn nok så nydeligt knælede ved alterbænken.

Jeg bliver derfor vred, når en nationalkonservativ opposition forsøger at hidse en stemning op om, at danske folkeskoler bøjer sig for fremmede kulturer, når de af og til vælger at nedtone kristne juletraditioner. Jyllands-Postens historie om, at flere skoler har valgt at skrue lidt ned for det kristne bombardement i julemåneden, fik straks VKO til at kalde undervisningsministeren i samråd, selv om hun blot har sagt, at det selvfølgelig skal være op til ledelse og lærere på den enkelte skole at afgøre, hvilke traditioner der giver mest mening for netop dem.

Min kristendomsmætte datter vil ikke have noget problem med, hvis hendes folkeskole holdt lidt igen med det med Gud og Jesus. Til gengæld er det et langt større problem, hvis vi med denne sag får skabt endnu et skræmmebillede om »os og dem«, der ikke har hold i virkeligheden.